Jesper, Jonas' lillebror, bestilte (også!) en islænder, og den skulle helst være færdig inden jul! Så måtte jeg jo i gang med pindene. Da jeg strikker noget løst må jeg ned på p. 3,5 til Létt Lopi for at få den rette strikkefasthed. Min rundpind i 3,5 var imidlertid optaget til Móra, så hun måtte lige hvile lidt, mens jeg fik strikket Jón færdig.
Jeg er helt vild med Jóns 3D-agtige udseende, og jeg glædede mig derfor meget over, at det var netop denne sweater han havde valgt. Jeg så rigtig meget frem til at komme i gang med at strikke den, da jeg var fuldstændig sikker på, at den ville være rigtig sjov at strikke.
Øv, hvor tog jeg fejl...
Jeg nåede ikke ret langt op i mønsteret på bærestykket før jeg blev så træt af det. Det er den samme gentagelse om og om igen. Og om igen. Og om igen. Så jeg må indrømme, at jeg har lagt den lidt til side.
Ærligt talt, så tror jeg, at jeg må lægge mønsterstrik lidt fra mig, når jeg er færdig med denne og Móra, for jeg er, helt generelt, ved at være lidt træt af det. Det bunder sandsynligvis i, at jeg faktisk ikke er ret god til det, da jeg ikke kan finde ud af at holde begge tråde på fingeren på samme tid, og derfor også anstrenger mig rigtig meget for ikke at få det for stramt med trådene bagpå.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar